- Leo er så bange for at falde, derfor klamrer han sig til sine krykker, fortæller Susi, da Avisen.dk fanger den kvindelige del af den populære duo på telefonen.
Parret spillede på Musikfestival For Mangfoldighed i Kolind lørdag eftermiddag, og her kunne man tydeligt se, at en gangbesværet Leo tog sig overordentlig god tid, da han skulle op på scenen.
Og der er god grund til at være bange. Tilbage i 2016 faldt Leo ned fra en stige og brækkede hoften. Og den har han døjet med lige siden. Ydermere fik han i forbindelse med faldet en nethindeløsning i øjet, som han ikke fik efterset, og det kostede ham synet på hans venstre øje.
Leo holdt fast på sine krykker under hele koncerten Foto: Øxenholt Foto
- Det har han lært at leve med, selv om han ikke kan se en klap på det øje, men det er værre med bylderne omkring hoften, som ikke vil hele. Lægerne siger, at de ikke kan gøre mere, så nu har vi tyet til alternativ behandling, oplyser Susi.
Leo med vikingehjelm, men den "gamle viking" døjer med hoftesår, som ikke vil hele. Foto: Øxenholt Foto
- Det er bl.a. kosten, som Leo skal lægge om. Han skal droppe sukker især, selv om han nyder det i både sin kaffe og te. Men vi er fortrøstningsfulde, for vores alternative behandler garanterer, at sårene vil blive bedre og Leo kommer til at blive mere frisk, siger Susi, som også glæder sig over, at duoens kalender efterhånden ser bedre ud efter den slunkne corona-tid.
- Vi har spillet fire gange i denne uge, og der er godt med jobs i den kommende tid, jubler Susi, som vanen tro springer rundt og giver den gas på scenen, når de optræder, mens Leo står mere forsigtigt med sine krykker.
Susi begejstrede de mange tilskuere, da hun viste sin rumpe. Foto: Øxenholt Foto