Superheltefilm bandlyst kort før premiere

Filmen "Wonder Woman" er blevet bandlyst i Libanon på grund af hovedrolle-indehaveren Gal Gadot.
Skuespillerinden Gal Gadot har tidligere tjent som soldat i den israelske hær.
Skuespillerinden Gal Gadot har tidligere tjent som soldat i den israelske hær. Foto: Mario Anzuoni/Reuters

Selv om den nye superheltefilm "Wonder Woman" for det blotte øje er fortællingen om en amazone-prinsesses kamp mod det onde, så har filmen vakt stor harme i Libanon.

Blot timer før filmen, som også har danske Connie Nielsen på rollelisten, om den kvindelige superhelt skulle have premiere på det store lærred i libanesiske biografer onsdag, satte myndighederne i landet en stopper for filmen.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge ABC News.

Det er skuespillerinden Gal Gadot, der har hovedrollen som den hårdtslående superhelt i filmen, som er grunden til libanesernes reaktion.

Gal Gadot har nemlig tidligere tjent som soldat i den israelske hær, og på grund af Libanons konflikt med Israel, har myndighederne i landet sat foden ned og forbudt filmen.

Filmen var planlagt til at blive vist i biografer i hele landet, men nu er filmplakater fjernet og visningerne aflyst.

Derudover har myndighederne meldt ud, at det vil få store konsekvenser for dem, der trodser forbuddet mod at vise filmen.

Warner Bros., som er produktionsselskabet bag den nye film om "Wonder Woman", har afvist at kommentere på Libanons reaktion.

Heller ikke hovedrolle-indehaveren Gal Gadot har kommenteret på sagen.

Filmen har premiere i Danmark i dag.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.