Mens én gruppe danskere spiser sundere og dyrker mere motion end nogensinde, har en anden gruppe større og større problemer med fastfood, røg og alkohol.
Polariseringen risikerer at ende ud i et over- og et underdanmark, frygter professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen, der i mange år har forsket i fysisk aktivitet og sundhed.
Det skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
I sidste ende risikerer vi at miste det solidariske sundhedsvæsen, som vi kender i dag, lyder det fra professoren.
- Der er en meget stærk polarisering i gang på sundhedsområdet. Blandt de ressourcestærke er der flere end nogensinde, som lever meget sundt. I den anden ende har du dem, som er på en lang nedtur og har problemer med både vægten, røg og manglende motion, siger Bente Klarlund Pedersen.
Vi risikerer, at de ressourcestærke mister tålmodigheden med dem, som ligger hjemme på sofaen, mener hun.
Hvis de ressourcestærke begynder at bruge argumenter som: Min skatteprocent er afhængig af, om du æder og drikker for meget. Hvorfor skal jeg betale for dit fede liv?, så ryger solidaritet i vores sundhedsvæsen.
En solidaritet, som er selve fundamentet for det sundhedsvæsen, vi kender i dag.
Den voksende ulighed er ifølge Bente Klarlund Pedersen det mest alvorlige problem for folkesundheden i Danmark lige nu.
- Vi ser allerede nu, at flere og flere får sundhedsforsikringer og benytter private hospitaler. De har ikke længere brug for det offentlige sygehusvæsen, og det er et problem, fordi vi har brug for de ressourcestærke til at lægge pres på systemet, så det yder sit ypperste, forklarer Bente Klarlund Pedersen til nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Sammen med den voksende ulighed på sundhedsområdet mener hun også, at der følger en øget tendens til stigmatisering. Dem, der her snørret løbeskoene, peger fingre af dem, der har chips i indkøbsposen.
Men folk skal ikke udelukkes fra fællesskabet eller føle sig som andenrangsmennesker. Bente Klarlund Pedersen mener i stedet, man skal fokusere på, hvordan man får skubbet danskerne i den rigtige retning.