Mandag gik der en mindre bombe af i Skat. Dette efterår siger den statslige virksomhed farvel til 375 medarbejdere.
Spareplanen skaber rystelser i de to største fagforeninger, Dansk Told og Skat, (DTS), og HK.
- Siden 2005 har vi skåret ned med 3.500 medarbejdere, og nu fortsætter vi. Smertegrænsen er for længst overskredet. Hvordan dælen skal vi kunne blive ved med at løse opgaver? Folk vil begynde at spekulere i ikke at betale skat, og så bliver det livsfarligt, siger DTS-formand Jørn Rise til Jyllands-Posten.
Ifølge formand for HK Skat Ulla Fabricius vil fyringerne resultere i støj på de indre linjer:
- Vi har to store projekter, som står foran en lancering (én skattekonto og et fælles inddrivelsessystem, EFI, red.), og det kommer da til at give uro, når du slipper sådan en ud lige før sommerferien.
Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen fastslår over for Jyllands-Posten, at fyringerne sker for at fremtidssikre Skat. Han ser dog med alvor på den bebudede uro.
- Jeg er selvfølgelig bekymret for den usikkerhed og uro, det kan give, og derfor kommer vi til at gøre meget ud af at få forklaret baggrunden og svaret på alle medarbejdernes spørgsmål, siger direktøren.
Ledelsen lægger op til, at der skal ansættes 50 nye specialister inden for blandt andet it, jura, statistik og økonomi i den kommende tid.
Det er en analyse fra konsulenthuset McKinsey, som har mundet ud i denne fyringsrunde. Ifølge Jyllands-Posten står der i finansloven, at Skat, som i dag beskæftiger omkring 7.000 personer, i 2016 skal være slanket til en medarbejderstab på 6.157 hoveder.
Kilde: Jyllands-Posten