Jens Stoltenberg kan måske ende med at fortsætte som Natos generalsekretær. Han var ellers på vej til at skifte til jobbet som chef for Nationalbanken i Norge.
I lyset af krigen i Ukraine kan det jobskift dog måske blive sat på pause.
Ifølge det norske nyhedsbureau, NTB, har Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, diskuteret sagen med Stoltenberg, og den norske statsminister støtter, at Stoltenberg fortsætter som Natos generalsekretær.
På vej ind til det ekstraordinære Nato-topmøde torsdag i Bruxelles afviser Jens Stoltenberg ikke tanken om at blive på posten som Natos generalsekretær.
- Jeg vil lade den beslutning være op til de 30 ledere af Nato-landene. Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger Jens Stoltenberg.
Dermed kan torsdagens møde måske resultere i en forlængelse af Stoltenbergs tid i spidsen for Nato.
Natos generalsekretær har som udgangspunkt jobbet i fire år, men de fleste er blevet forlænget.
Nordmanden har tidligere fået forlænget sin kontrakt, men i en situation, som Stoltenberg selv betegner som den mest alvorlige sikkerhedssituation i en generation, vil det give mening at beholde Stoltenberg på posten.
Ifølge den norske statsminister står flere Nato-lande allerede bag ønsket om at forlænge med Stoltenberg.
- Et af temaerne, som er kommet frem op mod topmødet, er, at flere af mine kollegaer i Nato har rejst spørgsmålet om en mulig forlængelse af Stoltenberg. Min kommentar har været, som jeg også har sagt til Stoltenberg, at det er en stor anerkendelse af det job, han har udført.
- Han har været vigtig i denne krise, og hvis der er et ønske blandt Nato-landene om en forlængelse, og han ønsker det, så vil Norge støtte det, siger Jonas Gahr Støre ifølge NTB.
På spørgsmålet om, hvorvidt der kan træffes en afgørelse allerede torsdag siger den norske statsminister:
- Det er ikke umuligt.
Jens Stoltenberg er den 13. generalsekretær for Nato. Han afløste Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen på posten i 2014.
/ritzau/