Det er blot 11 dage siden, at Mette Reissmann meldte sig som kandidat til overborgmester-posten i København.
Nu har den socialdemokratiske politiker, der også er kendt fra tv-programmet “Luksusfælden”, valgt at trække sig fra kapløbet.
Det skriver hun på Facebook:
- Jeg har gennem den sidste uge talt med folk i og omkring partiet og tænkt tingene igennem.
- Socialdemokratiet i København skal samles igen, hvilket er større end mine ambitioner, og jeg vil ikke stå i vejen for, at det kan ske så hurtigt som muligt med én person i spidsen.
- Derfor har jeg besluttet mig for at trække mig som overborgmesterkandidat og bruge min tid og kræfter på at føre valgkamp som BR-kandidat (Borgerrepræsentationen, red.) med stærkeste hold bag mig. For et stærkere og bedre København, skriver Mette Reissmann, der tidligere har siddet i Borgerrepræsentationen i København fra 2009 til 2011.
Sophie Hæstorp Andersen, der i øjeblikket er regionrådsformand i Region Hovedstaden, har også meldt sig som socialdemokratisk kandidat til posten som overborgmester, der blev ledig, da Frank Jensen valgte at gå efter en række krænkelses-sager.