72-årige Kim Larsens personlige formue er tårnhøj efter et særdeles indbringende 2017. Det skriver Se og Hør.
Fra 2016 til 2017 voksede formuen i Kim Larsen ApS med 10 millioner kroner. Dermed tæller den folkekære sangers personlige formue nu hele 76.745.261 kroner.
Dertil kommer Kim Larsens eventuelle private formue, der ikke er kendt for offentligheden.
Kim Larsen har henover sommeren måtte aflyse en række koncerter blandt andet i Norge, da helbredet er skrantende.
Sidste efterår fik Kim Larsen konstateret prostatakræft, og sygdommen har tæret hårdt på den folkekære nationalskjald.
Ikke alt har dog været aflysninger og Larsen har da også givet flere koncerter i Danmark og Norden henover sommeren. Eksempelvis i et propfyldt tivoli, der måtte lukke portene to timer før tid og på Smukfest i Skanderborg. Naturligvis som del af bandet Kim Larsen og Kjukken, der har spillet sammen siden 1995.
Den storrygende sangers karriere tog for alvor fart med bandet Gasolin, der begyndte i 1969. Og den lange sangkarriere har været hård for kroppen. I 1984 satte bugspytkirtlen ud, og både i 2010 og 2014 døjede han med en diskusprolaps.
Siden da har Kim Larsen da også brugt stok og givet sine koncerter siddende.
Men økonomisk står det altså godt til for Kim Larsen, der i sidste regnskabsår hev 4,5 millioner kroner ud af firmaet i løn til sig selv og seks fuldtidsansatte medarbejdere.