Et smitteudbrud blandt elever og lærere på Park Allé Privatskole i Brøndby har ført til, at skolen onsdag er blevet lukket og 265 elever er sendt hjem.
Beslutningen blev truffet, efter seks elever og en lærer på skolen tirsdag blev konstateret smittet med covid-19, skriver TV 2 Lorry.
Onsdag er antallet af smittede steget, så 11 elever og to lærere nu har afgivet positive coronaprøver, oplyser skoleleder Anne Mette Rasmussen til TV 2 Lorry.
- Vi har handlet hurtigt og lukket ned i et forsøg på at bremse smitten, fordi der er søskende til de smittede i andre klasser, siger Anne Mette Rasmussen til TV 2 Lorry.
Skolen forventer at åbne igen i takt med at personale og elever meldes raske.
Smitten opstod, da en elev i 9. klasse i fredags fik bekræftet covid-19. Kort efter blev endnu et tilfælde konstateret hos en anden elev i 9. klasse.
Siden blev alle elever og lærere fra 8. og 9. klasse sendt hjem.
Over weekenden kunne skolen konstatere endnu to smittede fra 9. klasse, hvoraf den ene havde haft kontakt med syv elever fra 6. klasse i forbindelse med en lektiecafé.
Tirsdag kunne skolen så konstatere, at antallet af smittede nu var seks elever og én lærer, hvorfor privatskolen i samråd med Styrelsens for Patientsikkerhed og Brøndby Kommune besluttede at lukke hele skolen midlertidigt.
Onsdag er tallet altså oppe på 11 elever og to lærere. Otte af eleverne går i 9. klasse, en i 8. klasse og to går i 6. klasse på privatskolen, der har 265 elever.