Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har fået nok af det sociale medie og har valgt at lukke sin facebookkonto.
I et sidste indlæg på facebooksiden, hvor han har over 40.000 følgere, skriver han, at opsætninger og algoritmer på det sociale medie fylder for meget, og at han ikke længere kan acceptere det.
Derudover giver Søren Pind i indlægget udtryk for, at Facebook har været lidt af en tidsrøver, og at han nu ser frem til at få bedre tid til at læse bøger og skrive blogindlæg.
Det er dog kun hans offentlige profil, der bliver lukket. Søren Pind vil fremover have en privat profil til familie og venner.
Han takker i indlægget for mange års debat på Facebook, hvor 'det meste har været en fornøjelse'.