For en håndfuld år siden - vi skal fem-seks år tilbage - så Nicolaj Kopernikus en speciel sten i sin fars vindueskarm.
Han spurgte faren, hvad det var for en. Først verfede han spørgsmålet væk. Men han indvilgede til sidst i at fortælle om stenen.
Nu har Nicolaj Kopernikus filmatiseret fortællingen, og den er blevet til kortfilmen "Stenofonen", som kan ses på Odense International Film Festival, der løber af stablen fra den 30. august til 5. september.
- Min far døde desværre for to år siden, og han var lidt af en original, fortæller Nicolaj Kopernikus.
- Han har lavet mange originale ting i sit liv, og jeg synes, det er en skam, at de ikke er kommet frem. Så filmen er på en måde en hyldest til ham.
Har taget mine friheder
"Stenofonen" er et kæmpe passionsprojekt for Nicolaj Kopernikus.
Han er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1994 og fik sit gennembrud tre år senere i det prisbelønnede drama "Let's Get Lost".
Siden har den 54-årige skuespiller udmærket sig i "Bænken", Klassefesten-trilogien og i den første sæson af DR-thrilleren "Forbrydelsen".
"Stenofonen" er hans instruktørdebut. Den tager afsæt i farens fortælling og skildrer den dag, han opfandt det specielle instrument stenofonen.
En stenofon er en oktav - en rækkefølge af toner som dem, man ser på et klaver for eksempel - bestående af sten. Som et klokkespil skabt i og af naturen.
I filmen nægter faren - Nicolaj Kopernikus' farfar - sin søn - Nicolaj Kopernikus' far - at spille violin, og som en trøst og udledning af sin musikalske kreativitet opfinder han så stenofonen.
- Jeg har taget min egen frihed til også at flette en far-søn-konflikt ind, fordi jeg tror, at min far ikke rigtigt blev fremkaldt efter sit ønske, fortæller Nicolaj Kopernikus.
- Filmen fortæller historien om, at hvis man får sat sig selv lidt fri fra behovet for anerkendelse - navnlig fra sine forældre - så kan man blive ved at bevare den barnlige musikalitet og kreativitet.
Jesper Christensen spiller far
Vekselvirkningen mellem det autentiske og det fiktive balancerer på en knivsæg.
I filmen spiller faren på stenofonen i det skjulte. Men den unikke lyd bliver alligevel hørt en dag, og faren får tilbuddet om at komme i Statsradiofonien, som DR hed dengang, og spille et stykke.
Lyden fra stenofonen, som indgår i filmen, er ægte, fra dengang Nicolaj Kopernikus' far rent faktisk var i Statsradiofonien.
Han fandt optagelsen på et gammelt kassettebånd, da han ordnede sin fars dødsbo.
- Jeg lavede et dogme for mig selv om, at jeg skulle have en nær relation til alt i filmen, og det fungerede godt, fortæller han.
- Jeg kan mærke, hvor dejligt det er at lave noget, der ligger snublende tæt på hjertet. Det er der sindssygt meget gods og energi i, og det er inspirerende for fremtidigt arbejde.
Nicolaj Kopernikus medvirker selv i filmen - som en version af sig selv - da han for fem-seks års tid siden fandt en af stenofonens sten i vindueskarmen.
Filmen spoler tiden tilbage til dengang, faren som knægt skabte stenofonen.
I tilbageblikkene bliver faren spillet af Nicolaj Kopernikus' egen søn, Louis Næss-Schmidt, som altså spiller sin farfar som barn.
- Jeg havde mange overvejelser, inden jeg spurgte ham, og det var selvfølgelig et sats. Men vi havde en virkelig god arbejdskemi, og han var virkelig skøn at arbejde med, fortæller den stolte instruktør.
- Jeg kan huske en sekvens med en replik, hvor han sagde: Er det i ramme alvor, at jeg skal sige det her? Det er en virkelig dårlig replik! Og han havde jo ret, og han endte med ikke at sige den.
Nicolaj Kopernikus har stort set ikke haft en krone at lave filmen for og trak på sine kontakter både bag og foran kameraet.
På rollelisten finder man Lars Ranthe, Joachim Fjelstrup, Patricia Schumann, Caspar Phillipson og ikke mindst Jesper Christensen, som spiller Nicolaj Kopernikus' far i nutiden.
- Havde min far levet, havde jeg måske spurgt ham, om han ville spille sig selv, siger Nicolaj Kopernikus.
- Men når jeg ikke kan det, kan man næsten ikke få en bedre erstatning end Jesper, som faktisk har mødt min far, fortæller Nicolaj Kopernikus, hvis venskab med Jesper Christensen går mere end 20 år tilbage, efter at de spillede over for hinanden i det prisbelønnede drama "Bænken".
Ville ikke have brudt sig om det
Nicolaj Kopernikus nåede at fortælle sin far, at han drømte om at lave en kortfilm, men desværre ikke, at det blev historien om stenofonen.
- Jeg tror, min far ville have syntes, at det var en umådelig dårlig idé. Det var egentlig ret typisk for ham, siger han og uddyber:
- Det tog han lidt med sig, fordi han måske selv mærkede som barn, at når han kom med en idé til sin far, blev han tit mødt med: "Ej, det synes jeg ikke, vi skal bruge kræfter på".
Alligevel har Nicolaj Kopernikus aldrig været i tvivl om farens opbakning.
Da han ordnede sin fars dødsbo, så han, at faren havde gemt teaterprogrammer fra alle forestillinger, skuespilleren hidtil havde medvirket i.
Sådan noget gemmer Nicolaj Kopernikus ikke selv.
- "Stenofonen" er måske en once in a lifetime-film for mig. Men jeg har fået lyst til at fordybe mig mere i de der arvesølvs-problematikker, og hvordan vi egentlig er nogle underlige væsner, som går rundt og gentager historien, siger Nicolaj Kopernikus og fortsætter:
- Jeg har ikke villet skabe noget monster i min farfar. Jeg havde et vidunderligt forhold til ham, og han har haft sine bevæggrunde for, hvorfor han mente, at man ikke skal stikke op eller ud.
- Nogle gange virker det, som om der er to måder, man kan reagere på: Enten vender man sig mod det, man kommer fra, eller også lander man nærmest i samme skål. Det er interessant at undersøge, hvordan vi kan komme til at påvirke og låse vores børn i troen på, at vi gør det godt, men i virkeligheden gør det modsatte.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus