Skattestyrelsen kan komme i gang med at undersøge betalinger til digitale internationale banker for at se, om de har rent mel i posen.
Det kan ske, fordi Skatterådet har givet tilladelse til, at styrelsen kan indhente betalingsoplysninger fra betalingskort udstedt af ti udvalgte e-moneyvirksomheder.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
En e-moneyvirksomhed er ifølge Skattestyrelsen en ny kategori af banker, der opererer digitalt på tværs af landegrænser og ikke har fysiske filialer i eksempelvis Danmark.
Virksomhederne har en begrænset banklicens, og derfor er de ikke forpligtet til at udlevere data på samme måder som normale banker.
Men med Skatterådets tilladelse bliver det nu alligevel muligt at indhente data for at se bankerne efter i sømmene.
Underdirektør i Skattestyrelsen Kim Tolstrup siger, at man især er interesserede i at se, om der er nogen, der benytter bankerne til lyssky aktiviteter.
- Det er klart, at noget af det her handler om, at borgere og virksomheder benytter sig af de muligheder, der findes. Helt legale formål, som du og jeg også benytter os af.
- Men i og med at pengeoverførselsvirksomheder som neobanker ikke på samme måde skal indberette oplysninger til skattemyndighederne og politiets hvidvasksekretariater, appellerer det samtidig til nogen af dem, som måske ønsker at omgå reglerne. Det har selvfølgelig vores interesse, siger han.
Skattestyrelsen kan dermed nu gå i gang med at undersøge bankerne.
Styrelsen vil kigge nærmere på transaktioner, beløber og steder, hvor bankernes betalingskort er blevet anvendt.
Det kan give anledning til en nærmere undersøgelse, hvis styrelsen mistænker, at der kan være foregået noget ulovligt.
Styrelsen forventer, at resultatet af undersøgelsen vil være klart ved udgangen af første kvartal af 2023.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.