Som det ser ud på nuværende tidspunkt, er der god vind under de røde faner til det kommende kommunalvalg.
En ny måling viser nemlig, at hver tredje vælger har tænkt sig at stemme socialdemokratisk, og SF fordobler sin styrke til 14,3 pct. af stemmerne.
Hos Venstre kalder skatteminister Kristian Jensen (V) fremgangen for et resultat af en kendis-effekt.
"Sagen er, at socialdemokraterne har trukket nogle kendte politikere frem fra forskellige sider af Folketinget, hvor de ellers ikke har kunnet slå igennem, og så sendt dem ud i kommunerne," siger Skatteministeren til Newspaq og henviser blandt andet til navne som Frank Jensen og Ole Stavad.
Tilsammen står Socialdemokraterne og SF til opbakning fra næsten hver anden vælger.
Og det overrasker ikke SF's kommunalordfører Flemming Bonne, der giver sine kollegaer i kommunerne æren for fremgangen.
"De er ikke bange for at involvere sig i politisk forlig, og de er med i en lang række konstitueringsaftaler, så det kommer ikke bag på mig, hvis vi får et valg, der ligger omkring 14-15 procent af stemmerne," siger han til Newspaq.
Kommunalvalget finder sted den 17. november.