"I 2010 får Pia Kjærsgaard 20.380 kroner i skattelettelse. Folkepensionisten må nøjes med 220 kroner om måneden."
Sådan lyder budskadet i en række helsides annoncer, som fagforbundet 3F har indrykket i de store morgenaviser.
Underskriften ligner ved første øjekast Skats velkendte logo med den lille kongekrone, men kigger man to gange, står der faktisk 'Skævt' - navnet på 3F's kampagne, skriver politiken.dk.
I Skat er man forarget over annoncen.
"Vi føler os i høj grad misbrugt. Vi har udviklet et koncept for vores annoncering for at give objektiv oplysning til borgere og virksomheder, og når andre bruger det - endda til at føre politisk kamp, så skader det vores troværdighed," siger kontorchef i Skats kommunikationsafdeling Tage Christensen til avisen.
Han vil gøre, hvad han kan, for at stoppe kampagnen.
"Det bringer vores troværdighed i fare, og det er vi naturligvis meget kede af. Jeg vil tage en snak med vores juridiske afdeling, om der er en måde, vi kan komme efter dem," siger Tage Christensen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra 3F.