Fredag gav Radio- og TV-nævnet tilladelse til, at Radio Loud kan skifte navn til 24Syv.
Men de kommer ikke til at udgive den podcast-serie om Roskilde Festival, der ellers var planlagt.
Værten på programmet, Simon Kvamm, har nemlig trukket sig fra projektet. Det skriver han selv på Twitter.
– Det er ganske enkelt pivfalsk varebetegnelse i forhold til lytterne og dermed ikke et projekt, jeg skal være en del af. Derfor har jeg trukket mig fra en podcast om Roskilde Festival, som det var meningen, jeg skulle være vært på, da distributøren hed Loud, lyder det blandt andet fra Kvamm.
Han mener, der nærmest er tale om gravrøveri, når Loud skifter til et navn, der ligger betænkeligt nær hedengangne Radio24syv.
– At Loud skifter navn til 24syv uden at klappe det af med Bertelsen og Brügger, svarer for mig til at bassisten i Oasis gendanner Oasis uden at klappe det af med brødrene Gallagher, skriver han videre med henvisning til Radio24syvs daværende kanalchefer, Mikael Bertelsen og Mads Brügger.
Radio Louds navneskift til 24syv sker fra nytår.