Cheferne i Bagmandspolitiet, som står for at efterforske organiseret kriminalitet, hvidvask og finansiering af terrorisme, var ikke i stand til at beskytte deres videomøde med et kodeord.
En journalist på Fagbladet 3F fik således 20. oktober lidt før frokost uventet adgang til et møderum ved navn ’Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet Øverste Ledelse’, i daglig tale Bagmandspolitiet Øverste Ledelse, hvor en række chefer i blå skjorter sad forsamlet. Journalisten valgte selv at finde ud af møderummet og kontakte de ansvarlige for Bagmandspolitiets IT-sikkerhed.
Det åbne møde overrasker Adam Diderichsen, politiforsker og adjunkt på Københavns Professionshøjskole.
- Hvis sikkerheden på møderne ikke er tilstrækkelig, er det meget uheldigt. SØIK behandler emner, der er fortrolige, siger han.
Adam Diderichsen nævner, at Bagmandspolitiet blandt andet har stået i spidsen for sagerne om hvidvask i Danske Bank og skandalen om snyd med milliarder i udbetaling af dansk udbytteskat.
- Nogle af de sager, SØIK har behandlet i de senere år, er af en størrelse, så det truer Danmarks nationale interesser, siger Adam Diderichsen
Politiforskeren understreger, at han ikke kender indholdet af det møde, hvor Fagbladet 3F fik adgang.
Med sikkerhedsbristen skriver Bagmandspolitiet sit navn på listen over offentlige institutioner med voldsomt problematiske onlinemøder.
Listen indeholder også Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, som for nylig havde russiske satirikere med til et videomøde.
Men hvor det kan have et komisk skær at se danske politikere forholde sig til falske anklager om samfundets spidser, kan det være langt mere alvorligt, når Bagmandspolitiets chefer ikke har styr på it-sikkerheden.
Jakob Dedenroth Bernhoft, direktør i firmaet Revisorjura med ekspertise i hvidvask og SØIK's arbejde på området, forklarer, at hvis informationer om efterforskningen slipper ud af Bagmandspolitiet, så kan det ødelægge mulighederne for at rejse en sag ved domstolene.
- Sat på spidsen så risikerer SØIK, at den mistænkte køber en flybillet til et meget fjernt land, før de når at sigte ham, siger han.
Bagmandspolitiet er også involveret i at undersøge virksomheder, som snyder med statens corona-hjælpepakker. Det var i den forbindelse, at Erhvervsstyrelsen udleverede en række referater til Fagbladet 3F, hvor linket til møderummet fremgik.
Bagmandspolitiet oplyser, at møderummet med navnet SØIK Øverste Ledelse har været i brug siden foråret, men nu er lukket ned.
- Der har ikke været knyttet fast kodeord til kontoen, idet kodeord skal oprettes i forbindelse med indkaldelse til hvert møde, skriver Jens Fuglsang Edelholt presserådgiver i SØIK til Fagbladet 3F.
Han oplyser, at møderummet blandt andet er blevet brugt til onlinemøder mellem ledere og medarbejdere.
- Det onlinemøde, som du kortvarigt havde adgang til, var et internt møde i SØIK, hvor nogle chefer drøftede en række generelle emner, skriver han.
Jens Fuglsang Edelholt understreger, at der ikke blev delt fortrolige oplysninger i den periode, hvor Fagbladet 3F havde adgang til mødet.
Alligevel ’tager vi hos SØIK mulige sikkerhedsbrister meget alvorligt, og derfor har vi allerede samme dag understreget over for de medarbejdere hos SØIK, der har adgang til at oprette videomøder, at der altid skal tilknyttes et kodeord,’ skriver han.
Derudover har Bagmandspolitiet understreget over for medarbejderne, at deltagerne i begyndelsen af et onlinemøde skal gennemgås, og at de ansatte løbende skal være opmærksomme på, at der ikke deltager ’uvedkommende personer’.