Fyns Politi har sat en større aktion i gang i Nyborg, hvor man frygter, at manden i en rød bil, der i forvejen har forgrebet sig på to små piger, har slået til igen.
Ved 13-tiden torsdag eftermiddag, så en 10-årig pige en anden mindreårig pige blive taget ind i en rød bil, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- Det 10-årige vidne hørte den anden pige sige hjælp, men i samme øjeblik kom en lastbil forbi, og derefter var den røde bil kørt væk igen, skriver politiet.
Den 10-årige pige så desuden et andet vidne, der formentlig var iført en heldragt og et tørklæde. Denne kvinde havde kontakt med føreren af den røde bil.
- Vi har sat en eftersøgning i gang i området omkring Christianslundsvej i Nyborg, hvor pigen så bilen, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.
- En helikopter overflyver også området. Det er klart, at i lyset af overgrebet på den 10-årige pige fra Refsvindinge i går, så tager vi ingen chancer.
- Derfor vil vi også meget gerne høre fra den kvinde, som ifølge vidnet kontaktede personen i den røde bil. Jeg vil også gerne understrege, at vi ikke lige i øjeblikket har modtaget nogen efterlysninger på piger i området, siger Henrik Justesen.
Han har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer i sagen.