Banen er kridtet godt og gevaldigt op for en fremtid som argentinsk landstræner for Jorge Sampaoli.
Et skifte for Sevilla-træneren er endnu ikke en realitet, men fredag blev den spanske klub enig med Argentinas Fodboldforbund (AFA) om betingelserne for, at Sevilla slipper Sampaoli et år før kontraktudløb.
- Sevilla og AFA har indgået en principiel aftale om at fritstille Jorge Sampaoli, så han kan tage over som landstræner for Argentina, lyder det i en udtalelse fra Sevilla.
Ifølge AFP har Sevilla krævet, at AFA betaler klausulen i kontrakten mellem Sevilla og Sampaoli, der skulle være på omkring 11 millioner kroner.
En aftale mellem Jorge Sampaoli og Argentina er dog endnu ikke offentliggjort.
Jorge Sampaoli har blot været Sevilla-træner i den netop afsluttede sæson, hvor han har sikret klubben fjerdepladsen i Primera Division efter Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid.
Jorge Sampaoli har også tidligere i spanske medier været sat i forbindelse med det ledige trænersæde i Barcelona, når Luis Enrique stopper som cheftræner i klubben, men alt peger på, at Argentina bliver destinationen.
- Mit land har en klar intention om at få mig som træner, og det er noget, der har appelleret til mig, siden jeg var ung, lød det for nylig fra Sampaoli i forbindelse med Sevillas sidste kamp i sæsonen.
Jorge Sampaoli har tidligere været landstræner i Chilie, som han vandt Copa America med i 2015, da Argentina blev besejret i finalen.
Argentina ligger på femtepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation, hvor de fire øverst placerede er sikre på at kvalificere sig til VM.
Argentina har et point op til Chile på fjerdepladsen med fire spillerunder tilbage.
Celta Vigo med danskerne Pione Sisto, Daniel Wass og Andrew Hjulsager meddelte forleden, at Eduardo Berizzo stopper i klubben, og han har været nævnt som et varmt navn som en eventuel afløser for Sampaoli.
Sevillas dansker Michael Krohn-Dehli, der tidligere har spillet i Celta Vigo, har kontraktudløb efter denne sæson i den andalusiske klub.
/ritzau/