FC Barcelona-træner Luis Enrique har endnu ikke besluttet sig for, om hans fremtid fortsat er i den spanske storklub.
Til sommer udløber 46-årige Enriques kontrakt med Barcelona, og der er meget, som skal tænkes igennem, før han er parat til at sætte sin signatur på en forlængelse.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har det bedste hold, arbejder i den bedste klub og har de bedste spillere.
- Men det er også et job, som kræver rigtig meget af mig, og det er en negativ faktor, som jeg må tage med i beregningen, når jeg skal vurdere den videre vej, siger Luis Enrique til Barca TV.
Han ser det ikke som en mulighed at blive træner i en anden klub.
- Jeg har fortsat tid til at finde ud af det. Klubben står bag mig, siger Enrique.
FC Barcelona vandt i Luis Enriques første sæson i 2014/15 den spanske liga og pokalturnering samt Champions League. I øjeblikket indtager Barcelona andenpladsen i den spanske liga bag rivalen Real Madrid.
/ritzau/NTB