Prins Henrik ville mandag have været fyldt 84 år. Han afgik ved døden den 13. februar på Fredensborg Slot, efter at have været indlagt på Rigshospitalet i over to uger efter en ferie i Egypten, hvor han fik et tilbagefald helbredsmæssigt.
I anledning af prins Henriks fødselsdag har dronning Margrethe tildelt en såkaldt mindemedaille til ære for prinsen til den kongelige familie, hoffets medarbejdere og personer, der har bistået på særlig vis ved prinsens sygdom, død og bisættelse.
Det meddeler Kongehuset på Facebook, hvor de har lagt et billede ud af medaljen. En æresmedalje, der er lavet af sølv.
Dronningens kontrafej pryder forsiden af medaljen, hvor der står ’MARGARETA II – REGINA DANIÆ’, som oversat til dansk betyder ’Margrethe den 2. – Danmarks dronning’. På bagsiden figurerer prins Henriks monogram og hans fødsels- og dødsdato.
Under prins Henriks indlæggelse på Rigshospitalet kom det frem, at han havde modtaget behandling for en godartet tumor i venstre lunge.
Desværre opstod der infektion i lungen, og klokken 23.18 den 13. februar døde den franskfødte prins på Fredensborg Slot efter at være blevet overflyttet dertil fra Rigshospitalet.
Se medaljen her: