Det både rocker og ruller fortsat forrygende for hele Danmarks Rock Mama. Selv om det efterhånden er otte år siden, der sidst udkom ny musik fra hendes hånd, omsætter 69-årige Sanne Salomonsen stadig for millioner.
Det skriver Ekstra Bladet, som har gennemgået det seneste regnskab for hendes selskab Sanne Salomonsen Ltd. ApS.
Regnskabet viser, at den legendariske sangerinde i 2025 havde en omsætning på 2,9 millioner kroner. Heraf blev der udbetalt 1,1 millioner kroner til selskabets eneste ansatte, hvilket med al sandsynlighed er Sanne Salomonsen selv, mens overskuddet endte på 523.808 kroner.
Selv om det altså er otte år siden, Sanne Salomonsen udgav sit seneste studiealbum "Baby Blue", sørgede en anden udgivelse i år for at trække stor opmærksomhed. I oktober udkom hun med selvbiografien ”Det hele”, hvor hun blandt andet afslørede, at hun og Thomas Helmig har haft en affære.
I bogen fortæller hun også åbent om et liv med store udsving og erkender, at hun – som titlen antyder – har prøvet det hele, også hash, svampe, kokain og heroin. Den grænsesøgende adfærd fandt især sted i den periode, hvor hun dannede par med den svenske rockmusiker Mats Ronander i 1980’erne – manden, hun også fik sit eneste barn, Victor Ray med.
I dag bor Sanne Salomonsen sammen med sin søn, hans kone og deres to børn i en form for familiekollektiv i København.
Bogen "Det hele" kan købes her.