Center mod Menneskehandel gav i januar et rumænsk ægtepar status som ofre for menneskehandel til tvangsarbejde.
Syd- og Sønderjyllands Politi afviser nu at efterforske sagen, skriver Fagbladet 3F.
Sagen drejer sig om et rumænsk ægtepar på 35 og 37 år. De sagde sidste år ja til at arbejde hos det omrejsende Kjærs Tivoli i Sønderjylland.
Rumænerne fortalte til Fagbladet 3F om manglende lønudbetaling, lovede kontrakter som aldrig kom, elendige boforhold og gammel mad. Forhold, der var så dårlige, at Center Mod Menneskehandel i år gav ægteparret status som ofre for menneskehandel til tvangsarbejde.
Efter politiets afhøring af ægteparret, finder politiet ikke, at "...Kjærs Tivoli har anvendt ulovlige tvangsmidler med henblik på at udnytte Dem til tvangsarbejde...", står der i begrundelsen.
Politiet lægger blandt andet til grund, at det rumænske ægtepar frivilligt indgik aftalen med tivoliejer René Kjær Iversen. Og at han ikke forhindrede dem i at rejse.