MG er oprindeligt et hæderkronet britisk bilmærke, der opererede med sloganet "Safety First". Siden 2005 har MG været på kinesiske hænder, og nu er det tilsyneladende så som så med sikkerheden.
En ny crashtest fra Euro NCAP - det europæiske program for crashtest af nye biler - afslører i hvert fald en livsfarlig fejl i den lille hybridbil MG 3, der sælges i Danmark. Det fortæller FDM.
Bilen får ganske vist fire stjerner i den samlede test, men både FDM og Euro NCAP fraråder danskerne at købe den, før producenten har rettet op på sikkerheden.
I en frontal kollisionstest skete det utænkelige: Førersædet rev sig løs fra bilens gulv. Det betød, at testdukken blev kastet voldsomt frem med en kraft, der ligger langt over, hvad Euro NCAP normalt accepterer. Airbaggen i rattet kunne heller ikke holde hovedet tilstrækkeligt tilbage, og både fører og passager blev udsat for unødigt store belastninger.
Også på bagsædet var resultatet bekymrende. Her blev testdukken, der repræsenterer et 10-årigt barn, ramt hårdt i hovedet, da sideairbaggen svigtede.
- Der er tale om en så fundamental sikkerhedsmæssig brist, at Euro NCAP og FDM på ingen måde kan anbefale bilkøbere at købe en MG 3. Det er ikke en lille detalje, der er problemet, men derimod selve konstruktionen af den måde, som førersædet er fastgjort til karrosseriet på, den er gal med. Så indtil MG har fået ændret på bilens opbygning, kan vi ikke anbefale, at man køber denne bil, siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
At bilen alligevel ender på fire stjerner, skyldes et hul i regelsættet. Euro NCAP’s nuværende testprotokol giver ikke mulighed for at trække flere point fra på grund af en enkelt, men alvorlig fejl. Derfor kan bilen score pænt på andre områder og stadig få en samlet karakter, der ser acceptabel ud.
Ifølge den danske importør har MG allerede ændret konstruktionen på nye biler. Siden august er førersædets låsemekanisme forbedret, og fra oktober bliver også airbaggen justeret. Men biler, der allerede er solgt, bliver ikke tilbagekaldt.
Euro NCAP har nu sendt resultaterne videre til myndighederne, som kan kræve en officiel tilbagekaldelse, hvis de vurderer, at fejlen udgør en alvorlig risiko.