Hele byområdet i den østlige ukrainske havneby Mariupol er ifølge Rusland "ryddet" for ukrainske styrker.
Meldingen kommer fra det russiske forsvarsministerium lørdag aften.
Der er kun få ukrainske styrker tilbage, som befinder sig i stål- og jernværket Azovstal, siger ministeriet.
- Hele byområdet i Mariupol er blevet fuldstændig ryddet. Tilbageværende fra den ukrainske gruppe er i øjeblikket i Azovstal-området.
- Deres eneste mulighed for at redde deres liv er frivilligt at lægge våbnene og overgive sig, siger forsvarsministeriet.
Ifølge ministeriet har ukrainske styrker tabt over 4000 mand i Mariupol, som i ugevis har været belejret af russiske styrker, men ikke erobret.
Ukraine har ikke kommenteret de russiske meldinger.
Den russiskstøttede separatistleder i den selverklærede østlige udbryderregion Donetsk, Denis Pusjilin, sagde tidligere lørdag, at ukrainere i Mariupol, som er for "stædige" til at give op skal "elimineres".
Det vil ikke blive tolereret af Ukraine.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger lørdag, at hvis de sidste ukrainske styrker i Mariupol bliver elimineret, så vil det være betyde, at alle forhandlinger stoppes.
- Elimineringen af vores styrker i Mariupol vil sætte en stopper for enhver form for forhandlinger, sagde han til nyhedssiden Ukrajinska Pravda.
Den strategiske havneby Mariupol har været blandt de hårdest ramte, efter at Rusland begyndte invasionen af Ukraine 24. februar.
Byen blev omringet af russiske styrker kort tid efter invasionen. Men det ukrainske militær har stået imod, selv om det har haft færre mænd og våben end russerne.
Mariupols civile har været fanget midt i kampene. Og forsøg på at få dem sikkert ud har slået fejl igen og igen.
Det undervejs har medført, at mange har været uden vand, varme og mad. Og nødhjælp har haft svært ved at komme ind i byen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters