Klokken 22.36: Artiklen er gennemskrevet med de seneste oplysninger
Færgen Ærøxpressen mellem Ærø og Langeland har været nødsaget til at kaste anker syd for Strynø, efter at der tidligere på aftenen opstod røgudvikling i motorrummet, skriver TV 2.
Vagtchef hos Forsvarets Operationscenter bekræfter overfor Ritzau klokken 21.10, at færgen har kastet anker.
Ifølge fyens.dk er der 28 passagerer om bord på færgen, der ved 22.30-tiden ligger på ruten mellem Rudkøbing og Marstal. Den sejlede fra Rudkøbing søndag aften klokken 19.40.
Færgen venter på en slæbebåd, der skal få den frem til havnen i Marstal, oplyser direktør for Ærøxpressen Boye Kromann til faa.dk.
Da det er ikke en nødsituation, er Forsvaret ikke en del af opgaven, oplyser vagtchefen hos Forsvarets Operationscenter.
- Det, vi er klar over, er, at færgen klarer det selv. Da der ikke som sådan er nød, klarer de den selv, siger han til Ritzau.
Ifølge Ærøxpressens side på Facebook er en række afgange mandag er aflyst.
Billedet er venligst udlånt af Erik Christensen, Wikimedia Commons