Det er ikke kun Enhedslisten og SF, der er optaget af at få lempet dagpengereglerne i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger. Spørgsmålet optager i den grad også de røde vælgere.
Endda så meget, at en stor del af dem ligefrem mener, at dagpengelempelser bør være afgørende for Enhedslistens fortsatte støtte til regeringen.
I en Megafon-undersøgelse foretaget for Politiken og TV 2 svarer 37 pct. af de vælgere, der ved sidste valg stemte på et parti fra regeringsfløjen - S, R, SF eller EL - at de er helt eller overvejende enige i, at "hvis ikke Enhedslisten får forbedringer af dagpengesystemet med på den kommende finanslov, bør partiet trække sin støtte til regeringen, som derved må udskrive valg."
Den statistiske usikkerhed gør dog, at det reelle tal kan svinge omkring 6-7 procentpoint over eller under de 37 pct.
Kigger man kun på de 206 personer i undersøgelsen, der stemte på Socialdemokraterne i 2011, er det 38 pct., der erklærer sig helt eller overvejende enig i opfordringen til Enhedslisten. Her er usikkerheden omkring 9 procentpoint.
Men at omkring en tredjedel af de røde vælgere har den holdning, viser ifølge Enhedslistens gruppenæstformand, Pernille Skipper, "at dagpengespørgsmålet er vigtigt for rigtig mange og ikke kun dem, der falder ud af dagpengesystemet."
- Det, vi koncentrerer os om, er også at overbevise regeringen om, at hvis den ikke gør noget ved dagpengeproblemet, bliver det endnu mere urealistisk at opnå genvalg, siger hun til Politiken. Hun vil dog ikke umiddelbart tager imod opfordringen fra en stor del af de røde vælgere.
- Var der en chance for, at det ville løse problemerne omkring dagpengesystemet (at vælte regeringen, red.), ville man da overveje det. Men det løser jo ikke problemet, at vi får Lars Løkke tilbage på taburetten, siger hun til Politiken.'
Politisk ordfører for Socialdemokraterne Maja Panduro føler sig dog overbevist om, at regeringen lander en finanslov med Enhedslisten og SF.
- Jeg har også noteret mig, at Enhedslisten ikke stiller ultimative krav, og det synes jeg er meget klogt, for vi har i virkeligheden en masse ting, som vi i fællesskab er optagede af, siger hun til Politiken.