Forening bag rockergade i København kan brække nakken på Max Banks krak.
Det drejer sig om AB Jæger, som med 500 andelshavere er en af Danmarks største andelsboligforeninger. Foreningen har nemlig både investeret i Max Bank og har en gæld i den krakkede bank på 264 millioner kroner.
De tre millioner, som foreningen har investeret Max Bank, er væk. Samtidig er AB Jæger en af 150 kunder i banken, som stadig kan havne i statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.
"Vi ved ikke, hvor A/B Jægers engagement bliver placeret. Meget tyder dog på, at vi lander i Finansiel Stabilitet A/S," skriver bestyrelsen i et brev til andelshaverne.
Ryger foreningen ind under statens vinge, kan det sende renten i vejret på AB Jægers lån, hvilket ifølge deres egen vurdering kan betyde alt mellem en fornuftig løsning til rabundus.
Foreningen kalder selv deres økonomiske situation for "uafklaret", og de mange andelshavere har derfor umådelig svært ved at sælge deres bolig.
"Vi må forvente, at det bliver meget svært at sælge vores lejligheder, indtil der foreligger en løsning, dvs. at vi har fundet en ny bank," står der i brevet.
Foreningen AB Jæger ejer blandt andet hele Jægersborggade på Nørrebro i København, hvor flere rocker-relaterede hashklubber ifølge politiet har stået for det største salg af narko uden for Christiania i København.