Efter protester fra forsvarerne har Rigsadvokaten mandag besluttet at udskyde udleveringen af en lettisk kvinde til Sydafrika.
Anklager Anders Larsson fra Københavns Politi har tidligere fortalt, at 46-årige Kristiane Misane onsdag ville blive udleveret til sydafrikansk politi og fløjet til hjemlandet.
Kvinden skal udleveres til en straffesag i Sydafrika.
I 14 måneder har hun siddet varetægtsfængslet i Danmark, og 30. januar besluttede en dommer i Københavns Byret, at hun skulle løslades.
Afgørelsen blev af anklagemyndigheden kæret til Østre Landsret, som fredag skal tage stilling til sagen.
Beslutningen om at udlevere hende onsdag kom derfor meget bag på kvindens advokat Henrik Stagetorn.
- Det kommer vi til at gøre noget ved, sagde advokaten fredag.
Mandag kunne Henrik Stagetorn så oplyse, at Rigsadvokaten har besluttet at udsætte udleveringen til efter fredagens retsmøde.
I en mail til Ritzau bekræfter Rigsadvokaten, at udleveringen er udsat, fordi Kristiane Misanes advokater "har fremsat yderligere indsigelser, der muligt skal afklares" før en udlevering kan finde sted.
Det understreges dog, at udleveringen er endeligt godkendt af Østre Landsret.
- Vi vil selvfølgelig af hensyn til alle parter i sagen gerne sikre os, at der er taget stilling til alle relevante indsigelser, udtaler statsadvokat Henriette Rosenborg Larsen i mailen.
- Der er blandt andet i dag (mandag, red.) kommet yderligere indsigelser fra pågældendes advokater, og udleveringen må derfor afvente en foreløbig afklaring af disse, hedder det videre.
Sagen om udleveringen af den lettiske kvinde har udløst en mindre diplomatisk krise mellem Danmark og Letland.
Mandag blev Danmarks ambassadør i Letland, Flemming Stender, indkaldt til møde i det lettiske udenrigsministerium. Det skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Her fik den danske ambassadør at vide, at Letland står uforstående over, at Danmark udleverer en EU-borger til et tredjeland, som er kendt for at overtræde menneskerettighederne.
- Udleveringen er særligt svær at forstå i lyset af, at Letland gentagne gange på både diplomatisk og politisk niveau har anmodet om, at Kristiane Misane ikke bliver udleveret, hedder det på hjemmesiden.
Forholdene i de sydafrikanske fængsler er internationalt berygtede på grund af vold og andre forhold.
Men Rigsadvokaten har flere gange korresponderet med myndighederne i Sydafrika. De har erklæret, at Kristine Misane ikke vil blive udsat for nedværdigende behandling.
/ritzau/