Med et stort flertal har Repræsentanternes Hus i USA godkendt en hjælpepakke, der skal bremse den økonomiske skade i landet skabt af coronavirusset.
Hjælpepakken til en værdi af flere milliarder dollar blev stemt igennem lidt før klokken et natten til lørdag lokal tid med stemmerne 363 for og 40 imod, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hjælpepakken vil blandt andet betyde gratis virustest til borgere og to ugers betalt sygefravær til smittede. Dertil vil virksomheder få skattefradrag til at dække for udgifterne.
USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at han støtter hjælpepakken, hvormed det ventes, at den også bliver godkendt i Senatet, hvor Republikanerne har flertal, i næste uge.
Den globale coronaviruspandemi har lukket skoler, sportsarrangementer og arbejdsplader i USA. Økonomer vurderer, at virusset kan sende den amerikanske økonomi i recession.
Hjælpepakken kom på plads i forhandlinger mellem formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, og finansminister Steven Mnuchin.
Steven Mnuchin forsøgte at få skattelettelser til en værdi af 1000 milliarder dollar med i hjælpepakken, men det lykkedes ikke.
Donald Trump har tidligere kritiseret Det Demokratiske Parti for ikke at gøre det bedste for landet.
I en tale til nationen fredag erklærede Trump USA i krisetilstand, hvilket frigør 50 milliarder dollar til brug i virusindsatsen.
Ifølge en opgørelse fra Worldometers.info er 2238 personer smittet med Covid-19 i USA. 50 personer er døde af virusset i landet.
Til sammenligning er 803 smittede i Danmark, hvor ingen endnu er døde.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters