To rumænske rengøringsfolk tjente hver ned til 3.000 kroner om måneden for mange timers arbejde på en række offentlige institutioner i Nordsjælland. Det skriver Fagbladet 3F.
De to rumænere afgav forklaring i den såkaldte Altansag ved Retten i Helsingør tirsdag. I sagen er to serbiske rengøringsbosser anklaget for groft at udnytte østarbejderne økonomisk. Serberne har været underleverandør for Danmarks næststørste rengøringskoncern, Forenede Service, som de to underbetalte rumænere derfor har arbejdet under.
Rumænerne forklarede i retten, at de i alt har syv børn, og at de var rejst til Danmark for at tjene flere penge. Aftalen var, at de skulle arbejde to-tre timer om dagen og ville få udbetalt 400 euro (cirka 3.040 kroner) om måneden. Derudover ville de få kost og logi på de serbiske chefers altan.
Til at starte med gjorde parret rent på tre arbejdssteder, men antallet steg til 17 forskellige steder. Derudover skulle de gøre rent hjemme hos de tiltate. Da de fortalte cheferne, at de ikke kunne klare sig for lønnnen, fik de 700 kroner mere om måneden. Den samlede løn på 3.700 kroner om måneden fik de udbetalt kontant.
De to rumænere vidste ikke, at de var ansat i Forenede Service. Da anklageren viste de to rumænere deres 21 underskrevne ansættelseskontrakter med Forenede Service, kunne rumænerne kun genkende én underskrift som deres egen.
Kilde: Fagbladet 3F.