De studerende, der ræser gennem studiet bør belønnes, mens de studerende, der trækker studierne i langdrag, skal kunne mærke det på økonomien.
Sådan lyder det fra rektorerne på de danske uddannelsesinstitutioner, der dermed blander sig i debatten om regeringens kommende SU-reformen, skriver Berlingske.
- Det nuværende system er uretfærdigt, mener Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet og formand for rektorkollegiet på universiteterne.
- Når man samlet set kan få mere SU ud af at bruge seks år på studiet frem for at gennemføre det på de normerede fem år, så vender motivationen forkert, uddyber han over for Berlingske.
Forslaget indebærer, at alle studerende får SU til den tid, et studie tager. Samtidig kan en studerende, der udskyder halvdelen af eksaminerne på et semester, kun få udbetalt halvdelen af SU'en.
Hvis en studerende til gengæld tager ekstra eksaminer og kommer foran på studierne, så skal vedkommende have tilsvarende mere i SU-posen.
Jens Oddershede understreger, at der skal være mulighed for at skifte studie.
Han siger samtidig, at rektorerne ikke har indtænkt en besparelse i forslaget. Regeringen mener til gengæld, at en SU-reform skal spare statskassen for to milliarder kroner.
Hos Gymnasieskolernes Rektorforening mener formand Jens Boe Nielsen, at nogle af pengene kan findes ved at skære i SU til hjemmeboende.
- Vi har ikke nogen speciel holdning til det, men det er ikke helt urimeligt, når man i visse kredse kalder det cafépenge, siger han til Berlingske.
Han tilføjer dog, at socialt svage elever stadig bør få SU, selvom de bor hjemme.
Danske Studerendes Fællesråd tager skarpt afstand fra rektorernes forslag.
/ritzau/