Rekord: Vestas i aktiejubel

Vestas handles tirsdag morgen til en væsentligt højere pris efter stor ordreindgang i slutningen af 2017.
Vestas' markedsværdi er steget med flere milliarder, efter at en stor bunke ordrer trillede ind kort for nytår.
Vestas' markedsværdi er steget med flere milliarder, efter at en stor bunke ordrer trillede ind kort for nytår. Foto: Claus Fisker/Scanpix

En heftig slutspurt i de sidste dage af 2017 sender tirsdag morgen Vestas-aktien op med fire procent i det nye års første minutters handel på Nasdaq Copenhagen-børsen.

Vindmølleproducenten annoncerede fredag en række nye ordrer, som var med til at sikre selskabet det bedste år nogensinde målt i bestilte antal megawatt.

I alt er der indgået aftaler for 10.691 megawatt, hvilket er en lille smule mere end de 10.494 megawatt, der røg på ordrebogen i 2016.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Dertil kommer en række mindre, uannoncerede ordrer, som først vil fremgå af selskabets årsregnskab, der offentliggøres i februar.

Alt i alt tegner det ifølge chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets til, at Vestas trods kraftigt prispres i vindmøllebranchen er solidt funderet.

- Vi fik et par store amerikanske ordrer, men ordrerne er bredt funderet, og det sender et signal om, at Vestas står stærkt konkurrencemæssigt i hele verden, hvilket er et af de gode købsargumenter i Vestas-aktien, forklarer han til Ritzau Finans.

Vestas-aktien var hen over sommeren helt oppe i en pris på 620 kroner, men røg ned omkring kurs 360 i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.

Her faldt selskabets overskud betragteligt, som følge af at den opnåede pris pr. megawatt faldt fra et niveau på omkring en million euro til blot 800.000 euro.

Aktien handles tirsdag morgen til en pris omkring 445 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.