En ulovlig slagter på Lolland kan se frem til en klækkelig bøde, efter at Fødevarestyrelsens Rejsehold har afsløret hans slagteri på Birketvej 233 i Banholm på Lolland.
Slagteren har haft hakket oksekød, bøffer, medister og koteletter til salg i sin "butik", som var møgbeskidt og snavset med mug på de spande, der blev brugt til fødevareproduktionen.
En hurtig gennemgang af ordrebøger på stedet viste, at der fra adressen er solgt en del varer til forbrugerne. Fødevarestyrelsen råder forbrugere, der har købt fødevarer fra adressen, til at kassere eller returnere kødet.
Fordi slagteriet var ulovligt, har det ikke været omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol af hygiejne og indretning, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Lokalerne fremstod da også meget uhygiejniske og snavsede.
Rejseholdet har konstateret mugvækst på spande til fødevareproduktion, ligesom udstyret i de uautoriserede lokaler var nedslidt og rustent og dermed vanskeligt at rengøre.
Yderligere var temperaturerne på de varer, som Fødevarestyrelsen fandt på stedet mellem 11 og 15 grader og dermed langt fra de anbefalede maksimalt 5 grader.
Virksomheden kan regne med bøde for ulovlig drift af uregistreret virksomhed, uhygiejniske forhold, manglende sporbarhed samt manglende egenkontrol.
/ritzau/