Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
SOMMERENS DEBAT om Finansministeriets måde at regne på viser endnu engang, at de store og komplicerede regnemodeller ministeriet tumler med, kan give skæve resultater, når det gælder om at vurdere politiske tiltag. Og dermed om at kvalificere den politiske debat.
Ministeriet holder fortsat fast i, at der er fagligt belæg for at indregne såkaldt dynamiske effekter af forslag, som er tænkt som økonomiske gulerødder eller økonomisk pisk.
DE DYNAMISKE EFFEKTER dukker frem ved et kig i krystalkuglen på, hvilke langsigtede virkninger på danskernes lyst til at arbejde, det vil have, hvis man eksempelvis sænker skatten eller forringer vilkårene for arbejdsløshedsdagpenge og sociale ydelser. Her ser ministeriet så en øget lyst til at arbejde - et øget arbejdsudbud, som det underligt nok kaldes i stedet for et øget udbud af arbejdskraft -, der kan medregnes som økonomiske resultater af skattelettelserne eller de sociale stramninger. Dermed finder ministeriet ikke kun fugle i hånden, men også fugle på taget.
Tjekker ministeriet derimod krystalkuglen for langsigtede økonomiske resultater af forslag om investeringer i offentlig velfærd og service, så er der kun sne på krystalkuglens skærm. Så dukker der ingen langsigtede effekter på arbejdsudbuddet frem. Her kan ministeriet slet ikke få øje på fugle på taget.
I virkelighedens verden skævvrider denne forskel på, hvad krystalkuglen er i stand til at vurdere, debatten om udviklingen af det danske samfund.
SKÆVVRIDNINGEN FØRER TIL endeløse diskussioner om teoretiske antagelser om arbejdsudbuddet, som ikke nødvendigvis har sammenhæng med den faktiske efterspørgsel på arbejdskraft. Det sidste blev skåret ud i vandfast finer, da dagpengereformen i 2013 blev ført ud i livet med afkortning af den periode, arbejdsløse kan få udbetalt dagpenge. Her endte alle prognoser, beregninger og forudsigelser af, hvor mange, der ville komme i arbejde op til reformens ikrafttræden, helt ude i skoven.
Fagøkonomerne kan samtidig supplere de endeløse diskussioner om arbejdsudbud med lige så endeløse diskussioner om, hvorvidt der i dag er tilstrækkeligt fagligt belæg for at kunne vurdere dynamiske effekter af investeringer i velfærd og service. Her ligger sandheden måske i nærheden af, at der tegner sig fagligt belæg i horisonten, men fortsat er brug for mere forskning.
Og så er der da også logikken og den sunde fornuft, som ofte er hjælpomme redskaber.
TÆNK BLOT TANKEN: Danmark udbyggede vuggestuer, dagpleje, børnehaver og fritidshjem i stor stil fra 1960’erne og fremad. Det gav middelklassens kvinder mulighed for at komme ud på på arbejdsmarkedet i stor stil. Havde finansministeriets krystalkugle eksisteret dengang, ville den være blevet sprængt til atomer i begejstring over denne historisk store forøgelse af arbejdsudbuddet.
Der er imidlertid en anden vinkel på debatten om regnemodeller og -metoder, som er mindst lige så vigtig. Eller vigtigere.
De modeller, finansministeriet og andre anvender – DREAM, ADAM, Lov-modellen og hvad de ellers hedder – bygger tydeligvis på eller læner sig op af forudsætninger, der er politisk udvalgt.
Og vel at mærke forudsætninger, der bygger på et liberalistisk menneskesyn.
Antagelser om og beregninger af øget arbejdsudbud af at gennemføre skattelettelser og forringe velfærdsydelser forudsætter et menneskesyn, hvor vi først og fremmest reagerer ud fra egen-nytte. At vi styres af, hvad der tjener vores egne interesser bedst.
At vi først og fremmest har en adfærd, der styres af, hvad der bedst kan betale sig for os selv hver især. Mindre skat, så vil jeg arbejde mere. Ringere overførelsesindkomster, så finder jeg et job. At vi først og fremmest er det økonomiske menneske.
Og at den statslige lovgivning kan og skal regulere vores adfærd med økonomiske midler. Det er i den forestillingsverden ikke flere jobs, der øger beskæftigelsen i Danmark. Det er ringere vilkår for de, der ikke er på arbejdsmarkedet, som skaber flere jobs.
Og derefter klarer markedet og markedskræfterne resten.
Det er et sygt menneskesyn.
Det illustreres måske bedst af den borgerlige tænketank Mads Lundby Hansens betragtninger om, at gratis biblioteker med internetadgang og et gratis sundhedsvæsen og en gratis ældrepleje principielt forringer arbejdsudbudet, fordi man som bruger af biblioteker, sygehuse og ældrepleje ikke skal arbejde (ekstra) for at få råd til at komme på internettet, blive behandlet for sygdomme eller modtage praktisk hjælp eller personlig pleje som ældre.
DET MENNESKESYN skal man vist helt ud til Liberal Alliance eller Nye Borgerlige for at finde rendyrkede fortalere for.
Vi påvirkes naturligvis af, hvad der er fornuftigt at gøre for os selv, men vi påvirkes så sandelig også af, at vi er en del af et fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden. Det er netop derfor, at vi har udviklet det fælles-finansierede velfærdssamfund. Og det er derfor, at danskerne i stigende grad kaster sig ind I frivillige aktiviteter til gavn for andre, gør op med madspild, tænker i egne miljøpåvirkninger og genbrug og meget andet, som handler om fælles ansvarlighed.
Og det er derfor, at regnedrengene må se at få fjernet den klap fra det ene øje.
Skal vi kunne regne med langsigtede gevinster af skattenedsættelser, så skal vi naturligvis også kunne gøre det af velfærds-investeringer.
Kræver det mere forskning, så lad os sætte brugen af dynamiske effekter i bero, indtil vi kan regne afbalanceret og ikke kun regne “blåt”.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.