TV2's politiske redaktør, Anders Langballe, skriver på Twitter, at en aftale om boligskat er tæt på.
Aftalen skulle indebære et såkaldt "millionærknæk", altså at dyrere boliger beskattes med en højere procentsats end andre.
Ifølge TV2 News er politikerne blevet enige om et knæk på 7,5 millioner kroner. Og aftalen skulle indeholde indefrysning af stigende grundskyld.
For den del, der er over 7,5 millioner kroner, udgør beskatningen ifølge TV2 News omkring 1,0 procent, mens værdier under beskattes med 0,6 procent.
Der indføres også et forsigtighedsprincip på 20 procent. Dermed trækkes der 20 procent fra den offentlige ejendomsvurdering, når beskatningen skal beregnes.
Ifølge Jyllands-Posten bliver rentefradraget ikke en del af finansieringen af det nye forslag. Der var ellers lagt op til, at en del af pengene skulle findes ved at beskære rentefradraget.
Regeringen har gennem længere tid forhandlet med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale om en aftale, der skal skabe større tryghed for boligejere.
I begyndelsen af april opgav regeringen at finde flertal til sit udspil om boligskat. Det fortalte finansminister Kristian Jensen (V) til Jyllands-Posten.
Meldingen var derefter, at man ville gå i tænkeboks. Siden har partierne ifølge en kilde tæt på forhandlingerne holdt en række såkaldte hulemøder uden for pressens søgelys.
Regeringen havde foreslået en såkaldt flad boligskat, hvor alle boligejere skulle betale 0,6 procent i ejendomsværdiskat - uanset boligens værdi.
Regeringen havde også foreslået en fastfrysning af grundskylden. Men det er altså nu tilsyneladende endt med, at grundskylden får lov at stige. Men altså med mulighed for at indefryse stigninger.
Ifølge TV2 News bliver aftalen præsenteret sidst på eftermiddagen tirsdag.
- Vi har fået det bekræftet af flere kilder i de forskellige partier, at sidst på eftermiddagen vil man præsentere aftalen, siger tv-stationens politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen.
- De aller-, allersidste detaljer er vi også lidt usikre på, siger TV2-analytikeren.
/ritzau/