Den frygtløse krigskorrespondent Rasmus Tantholdt lægger den skudsikre vest for en stund og tager i stedet den lette rejsetaske på ryggen.
Han skifter nemlig retning og bliver vært for et nyt rejseprogram på TV 2, skriver Her og Nu.
- Det er dejligt at kunne vise en anden side af mig selv. Jeg er jo normalt kun på i halvandet minut fra et eller andet brændpunkt rundt om i verden. Der står jeg også altid, og ser meget alvorlig ud, siger Rasmus Tantholdt til Her og Nu og glæder sig over at få lov til at smile til kameraet.
Hvad program-serien kommer til at hedde er endnu ikke officielt, men de to første programmer er optaget, og TV 2 forventer at sende dem i efteråret.
- Det er gået rigtig godt med optagelserne i USA og Argentina. Nu skal vi så i gang med at klippe det hele sammen, fortæller Rasmus Tantholdt til ugebladet.
At lave rejseprogrammer er ikke helt nyt for Rasmus Tantholt. I forbindelse med sidste års olympiske lege i Rio de Janeiro i Brasilien og det amerikanske præsidentvalg lavede han sammen med Peter Ingemann speciel-udgaver af Peter Ingemanns populære rejse- og eventyrprogram "Størst" på TV 2.
På sin Facebook-profil understreger Rasmus Tantholdt dog, at han fortsætter med at være korrespondent for Nyhederne ved siden af sit nye værtsjob.