Flypriserne i 2016 blev de laveste nogensinde, viser en undersøgelse foretaget af Travelmarket.dk, som også spår, at de seneste fem års tendens med faldende priser i 2017 kan give ekstra næring til drømme om fremmede himmelstrøg.
- Der åbnes nye ruter og flere selskaber end nogensinde konkurrerer hårdt på både europæiske og oversøiske flyruter. Dette forventes at fortsætte ind i 2017, hvorfor det er sandsynligt at flypriserne falder yderligere 5-10 procent, vurderer direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.
Og et fald på fem til ti procent på priserne fra 2016 kan betyde, at en gennemsnitlig flybillet til en europæisk storby vil kunne komme ned under 600 kroner, hvis der flyves ud fra København.
Fra Billund vil prisen kunne komme ned under 900 kroner, mens en tilsvarende flybillet fra Hamborg vil ramme en pris på omkring 630 kroner.
Det er vel at mærke for en returbillet - inklusiv skatter og afgifter!
Det er især lavprisselskaberne Ryanair, Wizzair, EasyJet og Norwegian, der slås om kunderne. I 2016 blev der blandt andet udbudt rekordbillige flybilletter fra København til Rom til 292 kroner og fra Billund til Prag til 839 kroner.
Drømmer man om oversøiske flybilletter, så viser Travelmarket.dks pris-analyse, at prisen på flybilletter til ti udvalgte destinationer i 2016 også her var de laveste nogensinde.
Her var der markante besparelser at hente i forhold til 2012 med fald på 20 til 28 procent for de tre udrejse-byer; København, Billund og Hamborg.
Blandt andet kunne der købes returbilletter fra København til Dubai for 1.991 kroner og Beijing kunne fås for 2.884 kroner. Fra Billund til Tokyo, tur/retur, var prisen nede på 3.576 kroner, inkl. skatter og afgifter.
Pristjekket omfatter følgende byer i Europa:
Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm, Wien.
Og oversøisk:
Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesborg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney, Tokyo.