Rygterne har svirret længe, men nu bekræfter Rasmus Tantholdt og kollegaen på TV 2 Natasja Crone, at de danner par.
Det skete til årets Danmarks Indsamling, hvor de to journalister ankom på den røde løber med hinanden under armen.
- Vi er åbenlyst kærester, og det er sådan set det eneste, jeg kommer til at sige om det. Jeg vil meget hellere tale om det, der foregår i Afrika, sagde Rasmus Tantholdt til BT.
Det er ikke første gang, at TV 2-korrespondenten danner par med en kollega. I sommer blev Rasmus Tantholdt skilt fra studievært Cecilie Beck efter seks års ægteskab, ligesom han også tidligere har dannet par med Caroline Boserup, mens hun stadig var nyhedsoplæser på TV 2.
Rasmus Tantholdt er heller ikke den første kollega, som Natasja Crone har dannet par med. Blot en måned inden, at Rasmus Tantholdt og Cecilie Beck gik fra hinanden, lod Natasja Crone sig skille fra sin mand Lasse Sjørslev, der også er ansat på TV 2.
Rygterne om Tantholdt og Crones forhold har svirret længe, og ved årsskiftet pustede Natasja Crone selv til ilden, da hun lagde et billede af de to og en tredje kollega på Instagram med teksten "Nytårskærlighed". Efterfølgende slog hun dog fast, at kærlighed skulle opfattes i en venskabelig kontekst.