Det har længe ligget i luften, og lørdag aften bekræftede Rasmus Tantholdt og Nastasja Crone, at de er kærester, da de dukkede op sammen til Danmarks Indsamlingen.
Det sker godt et halvt år efter, at Rasmus Tantholdt lod sig skille fra en anden TV 2-kollega, studievært Cecilie Beck, som han dannede par med i seks år.
Men selvom det ikke er lang tid siden, at de to gik fra hinanden, er Cecilie Beck ikke bitter over eksmandens nye forhold.
- Jeg elsker Rasmus, han er fantastisk, og jeg ønsker ham alt godt her i verden. Hvis det er sammen med Natasja, som jeg også holder utrolig meget af, så er det helt fint med mig, siger Cecilie Beck til BT.
Hun er heller ikke den første blonde tv-kollega, som den berejste korrespondent er faldet for. Inden ægteskabet med Cecilie Beck dannede Rasmus Tantholdt par med en anden studievært på TV 2, Caroline Boserup, som han har sønnen Emil sammen med.
Også Natasja Crone har tidligere dannet par med en anden TV 2-kollega. Hun var indtil i sommers gift med Lasse Sjørslev, der slår sine folder på TV 2 News.
Rygterne om Tantholdt og Crones forhold har svirret længe, og ved årsskiftet pustede Natasja Crone selv til ilden, da hun lagde et billede af de to og en tredje kollega på Instagram med teksten "Nytårskærlighed". Efterfølgende slog hun dog fast, at kærlighed skulle opfattes i en venskabelig kontekst.