Da Puk Elgård for et par år siden besluttede sig for at skrive bogen "Se mor, jeg danser", som handler om hendes turbulente opvækst, tænkte hun, at det kunne hun sagtens.
Den populære journalist og "Go' Morgen Danmark"-vært følte, at det var tid til at dykke ned i sin familiehistorie og mindes sin barndom, som var præget af misbrug, da forældrene Flemming Nielsen og Ruth Elgaard Nielsen var afhængige af alkohol og piller.
- Jeg tænkte, at jeg endelig kunne få bundet en sløjfe. Punktum. Bum. Så havde jeg fortalt den historie, og så var det ligesom forløst, og så kunne jeg komme videre.
- Men sådan endte det ikke med at være. Det endte med, at jeg fik et blik på den opvækst, jeg har haft, og på de ting, jeg har oplevet.
- Det var en lidt mere voldsom proces, end jeg havde forudset, siger hun.
Erstatningsbarn for død søster
I "Se mor, jeg danser" fortæller Puk Elgård blandt andet, hvordan hun blev født som et erstatningsbarn for søsteren Pia, der som syvårig døde af en nyresygdom.
Tabet af Pia efterlod Puk Elgårds forældre i stor sorg, men de valgte at håndtere sorgen med tavshed og talte aldrig om tabet af deres datter.
I stedet fandt de en måde at dulme smerten på, og det resulterede i et eskalerende misbrug af alkohol og piller. Flemming Nielsen udviklede også en spilafhængighed.
For Puk Elgård betød det en turbulent opvækst, og det har været mere voldsomt at huske tilbage på, end hun havde regnet med, da hun først begyndte at nedfælde sine minder på papir.
Puk Elgård med kæresten gennem mange år, Lothar Friis. Sammen har de en søn.
- Jeg tror, at mange af os, der er vokset op i det, man kalder dysfunktionelle familier, har det sådan, at man finder sin vej igennem det og dealer med det.
- Men da jeg skulle beskrive det og være tilbage i situationerne, så tænkte jeg nogle gange: "Fuck mand. Hvordan kunne det lade sig gøre, at jeg sad med det alene?". Det har jeg aldrig tænkt før, jeg gav mig til at skrive mig igennem det.
- Men det var ligesom at være tilbage og være barn i det igen og mødes med min mor og far og tage afsked med dem igen. Med det voksne blik, siger hun.
Er blevet klogere på sig selv
Arbejdet med bogen sled så meget på Puk Elgård, at hun efter udgivelsen havde brug for at lægge historien fra sig og komme ud af sit barndomsunivers igen.
Hun stillede stort set ikke op til interview, da bogen udkom i januar, og droppede den store bogturné rundt i landet.
Faktisk er det først nu - et lille år efter udgivelsen - at hun så småt er begyndt at tale om bogen.
Men selv om det har været hårdt at skrive den, er hun også blevet klogere på sig selv i processen.
Svært med mange mennsker
I dag kan hun se, at det har påvirket hende, at hun som barn altid var på vagt og konstant forsøgte at afkode stemningen i hjemmet og kropssproget på de mennesker, hun var sammen med.
Det har gjort, at hun kan have svært ved at være sammen med mange mennesker på en gang.
- Jeg har altid tænkt: "Jeg er sgu nok bare lidt sær. Jeg går tit tidligt i seng, eller jeg bliver forvirret over at være sammen med mange mennesker. Jeg har nogle begrænsninger, hvis det flimrer for meget rundt omkring mig".
- Men jeg kunne pludselig se hvorfor. Så jeg fik en forklaring på, hvorfor jeg nogle gange tjekker ud af virkeligheden og har brug for bare at være mig selv, siger hun.
Genkender farlig adfærd
I arbejdet med "Se mor, jeg danser" har Puk Elgård også tænkt over, hvorfor hun ikke selv er endt i afhængighed, når nu det skete for begge hendes forældre og hendes storebror, Claus Elgaard, der ligesom faren har været afhængig af gambling.
Eksperter i afhængighed har forklaret hende, at hun i modsætning til sin bror har været i stand til at genkende farlig adfærd.
Puk Elgård med sin bror, Claus. Deres barske opvækst prægede dem vidt forskelligt. Billedet er fra 2001, hvor de sammen var værter på "Den store mission" Ritzau Scanpix
- Hvis du kan koble det glas hvidvin, som du har lyst til, fordi du er bange, til en snavset badekåbe og et liv, der smuldrer – og at alkoholen kan føre til et misbrug – så kan du genkende farlig adfærd.
- Det har jeg kunnet, fordi jeg var den, der var mest sammen med vores forældre. Claus var flyttet hjemmefra. Så jeg kunne hurtigt sige: "Den sti skal jeg ikke ned ad, for jeg ved, hvor den fører hen", siger hun.
Man er ikke alene
Puk Elgård er glad for, at hun har skrevet "Se mor, jeg danser", selv om det har været en svær bog at skrive. Hun synes, det er vigtigt at dele sine erfaringer.
- Hvis man har angst eller er bange, føler sig forkert eller forladt, så kan det være det værste i verden at føle, at man er alene med det. For det er man ikke. Hold nu kæft, hvor er vi mange, og på en måde hjælper det lidt at vide.
- Jeg har i hvert fald en fornemmelse af, at det har hjulpet folk at læse min historie. Måske især fordi de tænker, at det går derudaf for mig. Men alle mennesker har udfordringer. Et menneskeliv er hårdt arbejde, og det er okay, siger hun.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS