11 procent af de patienter, der opereres for tarmkræft, får livstruende komplikationer og skal indlægges på en intensivafdeling. Sådan en har de ikke på Hamlet og andre privathospitaler, men alligevel får de lov til at operere patienter med tarmkræft.
Og det er under al kritik, siger formanden for landets kirurger, ledende overlæge Svend Schulze, til Dagens Medicin.
»Det er simpelthen en skandale, når et privathospital, som ikke engang har en intensivafdeling, bebuder, at det vil behandle tarmkræft,« siger han.
Kritik af regeringen
Svend Schulze kritiserer sammen med to andre fremtrædende kræftlæger desuden regeringen, fordi den udadtil lægger op til at samle krævende og risikable kræftbehandlinger - som tarmkræft - på færrest muligt afdelinger. Og samtidig holder hånden over privathospitalerne ved at give dem lov til at udføre operationerne.
»Politikerne taler med to tunger i den her sag. De siger, at det vigtigste er at samle behandlingen af kræft på færre hospitaler for at få bedre behandlingsresultater, og så gør de det stik modsatte, når de tillader privathospitalerne at behandle kræftpatienter. Det er at stikke folk blår i øjnene,« siger Svend Schulze.
Højere dødelighed
En norsk undersøgelse viser, at afdelinger, der operer under 10 patienter om året, har lavere overlevelse end afdelinger, der opererer over 30 patienter, fortæller formanden for tarmkræftlægernes organisation DCCG, overlæge Steffen Bülow. Samtidig fastslår Kræftplan 2, at en afdeling skal udføre 180 operationer årligt.
Privathospitalet Hamlet opererede i 2005 seks patienter.
»På den baggrund bliver vi lidt provokerede over, at privathospitalerne frit kan tage fat på den behandling og begynde helt fra bunden,« siger Steffen Bülow.
Sundhedsstyrelsen vil ikke gribe ind over for privathospitalerne, og sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) har ikke kommenteret sagen. Privathospitalerne har ikke tænkt sig at opgive kræftbehandlingen.