"Du bliver et andet menneske, du får en ny tilværelse, du drager til et ukendt land, og som fugl Føniks vil du genopstå af asken".
"Din tilværelse bliver meget spændende, men fuld af faldgruber, og dit livsforløb vanskeligt. Du bliver berømt, rig, og du vil komme til at tilbringe resten af dit liv omgivet af vand".
I 1958 opsøgte Henri de Monpezat under en rejse i Østen en clairvoyant, som ved at læse linjer i sandet og fortolke inskriptioner på skildpaddeskjold og menneskeknogler kiggede ind i den dengang 24-årige franskmands fremtid.
Ni år senere ankom han til København i silende regn, fik tronfølger Margrethe og blev samtidig gift med hele Danmark.
"Henri kom, så - og du sejrede", som kong Frederik IX udtrykte det i sin tale til brudeparret i juni 1967.
Og gommen sejrede - i hvert fald til en begyndelse. Hans tale til bruden imponerede, og sætningen "Jeg kom til en blomstrende have, men pigen var dog havens allersomdejligste pynt", er omtrent gået over i historien.
På en og samme dag fik han nyt navn og ny nationalitet, titel og religion. Den dengang 34-årige Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat blev til prins Henrik af Danmark, dronningens mand eller prinsgemalen, som han i en årrække foretrak for at markere forskellen til de yngre prinser i familien.
Men hvedebrødsdagene varede kort, og prins Henrik lagde aldrig skjul på, at de første år i Danmark var svære. For da benovelsen over den flotte og elegante franskmand havde lagt sig, så meldte hverdagen sig, for hvorfor lærte han ikke at tale ordentligt dansk.
- Jeg følte, at man betragtede mig som et menneske uden værdi. Danskerne gav mig ikke mange chancer for at vise, hvem jeg var. Man kunne godt have forsøgt også at se mine gode sider, sagde prins Henrik til Ritzau, da han fyldte 60 år.
Nogle år senere erkendte han, at han tidligere burde have opdaget, at beherskelsen af det danske sprog er afgørende for, om man accepteres og integreres som udlænding.
Nemmere gjorde prinsen det ikke for sig selv, da han i sine første år luftede sit syn på kønsroller og ikke mindst børneopdragelse. "Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes, for at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået lussinger, det tager man ikke skade af", lød det i et avisinterview.
Med udtalelsen blev regentparrets børneopdragelse til et offentligt anliggende, som kulminerede til sølvbrylluppet i 2002, hvor kronprinsen i sin tale kom med de famøse ord:
- "Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed".
For nylig har kronprinsen fortalt, at talen blev misforstået af pressen, og at ordene var sagt i al kærlighed.
I det hele taget har han og prins Joachim flere gange taget deres far i forsvar. For ganske vist var opdragelsen streng, men "du var også mildhed og varme og latter og mystik", som kronprins Frederik har udtrykt det.
Og netop de egenskaber fik flere med årene øjnene op for. Selv om prins Henrik aldrig kom i nærheden af dronningen eller kronprinsparrets popularitet, så oplevede han i sin alderdom en voksende anerkendelse.
Måske fordi han forstod at forblive sig selv og vende det til noget positivt, at han var anderledes. Som da han i 2010 under et besøg i Randers Regnskov placerede en kongepython oven på hovedet, eller da han til en middag hos WWF Verdensnaturfonden optrådte i pandakostume.
Flere talte i forbindelse med hans 80-års fødselsdag i 2014 ligefrem om, at han med sin evne til at tilføre kongehuset humør havde fået et folkeligt gennembrud.
Samtidig fik flere øjnene op for hans mange facetter. For ved siden af rollen som prins dyrkede han sine interesser: Digte, skulpturer, musik, vin, gastronomi og jagt.
Og da han sammen med dronningen i 2013 udstillede på kunstmuseet Aros i Aarhus, var køerne lange for at se hans bronzeskulpturer og høre hans digte oplæst på dansk og fransk.
Men trods omverdenens anerkendelse så opnåede han aldrig at forlige sig med sin rolle som prins. For hvorfor vil kronprinsesse Mary engang blive dronning, når han ikke kunne få lov til at blive konge.
Den forskelsbehandling satte han ved flere lejligheder spørgsmålstegn ved.
Tydeligst i 2002 da han i et interview med BT sagde, at han havde vænnet sig til at være nummer to, men at han ikke kunne acceptere at være degraderet til nummer tre.
Det var sket ved det netop afholdte nytårskur, hvor kronprins Frederik havde overtaget værtsrollen, fordi dronningen måtte melde afbud på grund af sygdom.
- Det vil jeg simpelthen ikke acceptere, sagde prinsen, som i skuffelse og vrede var rejst til sit vinslot i Sydvestfrankrig.
Frustrationerne fik igen frit løb på et pressemøde med hollandske medier i anledning af det hollandske kongepars besøg i 2015. Her måtte en pinlig berørt dronning lægge en beroligende hånd på hans arm og hurtigt komme videre til et nyt emne.
Samme år meddelte dronningen i sin nytårstale, at prinsgemalen ville gå på pension og fremover kun deltage i få offentlige begivenheder.
Nogle måneder senere frasagde han sig titlen som prinsgemal og blev derfra tituleret som prins Henrik.
Selv om der blev langt mellem de officielle opgaver, så forsvandt opmærksomheden omkring prinsen ikke. Tværtimod vakte hans handlinger og udtalelser både undren og furore. Særligt i sommeren 2017 hvor kongehuset meddelte, at prinsen ikke ønskede at blive begravet i Roskilde Domkirke.
Den store sarkofag, som kunstneren Bjørn Nørgaard har arbejdet på siden 2003, skulle alligevel ikke blive regentparrets fælles hvilested. For prinsen ville ikke ligge side om side med dronningen, når de i levende live ikke var ligestillet.
Nogle måneder senere kom så meddelelsen om, at prins Henrik efter et længere udredningsforløb på Rigshospitalet havde fået konstateret demens. Som følge af diagnosen ville samspillet med omverdenen blive påvirket, og prinsen ville neddrosle sine aktiviteter yderligere, lød det.
/ritzau/