Præsten Dorthe Thaulov, der blev fritaget for tjeneste efter at havde afholdt et arrangement om dyreclairvoyance, er tilbage i sit embede efter en tjenestelig samtale med sin chef, biskop Peter Fischer-Møller.
Det oplyse Roskilde Stift i en pressemeddelelse.
- Dorthe Thaulov tilkendegav, at hun med sine udtalelser i pressen ikke havde ønsket at udtrykke sin tilslutning til forestillingen om, at det for mennesker er muligt at komme i kontakt med afdøde.
- Ligesom hun var enig i, at forestilling om, at afdøde skulle kunne antage og blive erkendt som levende væsener i andre former er fremmede for den kristne tradition, skriver biskop Fischer-Møller i meddelelsen.
Miseren startede, da Dorthe Thaulov inviterede den selvproklamerede dyretelepatør og clairvoyante Ditte Young til at holde et foredrag om kommunikation med dyr i sin kirke.
Præsten, der bedriver sin gerning i Holbæk, har tidligere benyttet Ditte Young til en clairvoyantsession med sin pony.
- Jeg har ikke berøringsangst, og er selv meget til telepati. Vi taler om et liv efter døden i folkekirken, sagde Dorthe Taulov til TV2 tidligere på måneden.
- Og ved foredraget snakkede vi om spørgsmål, som "Kommer jeg til at se min hund igen?". Mange søger det alternative, det kan man også i kirken.
Dorthe Taulov blev derefter fritaget for tjeneste. Efter den tjenstlige samtale er hun dog altså tilbage i tjenesten.
- Dorthe Thaulov genoptager sin tjeneste som sognepræst.
- Men da hendes udtalelser har givet anledning til misforståelser og usikkerhed omkring grundlaget for hendes forkyndelse og virke som præst i folkekirken, vil hendes virksomhed være under skærpet tilsyn, skriver biskop Peter Fischer-Møller.
/ritzau/