Politiker dropper iPhone: Frygter overvågning af kommunen

Lokalpolitikeren afleverede sin iPhone til et byrådsmøde, da han havde fundet ud af, hvad der var installeret på telefonen.
Foto: Lokaldemokraterne og Scanpix

Normalt er en betalt mobiltelefon eller computer et gode. Men byrådsmedlem Jan Ryberg (Lokaldemokraterne) valgte på det seneste byrådsmøde i Helsingør Kommune at aflevere sin ellers nyligt udleverede iPhone tilbage til kommunen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg bad en it-kyndig medarbejder i mit firma installere de krævede programmer og blev frarådet at installere et mobil device management-system fra kommunen. Han forklarede mig, at det registrerede nærmest alt, hvad jeg lavede på nettet, og hvor jeg befandt mig, siger Ryberg, der er selvstændig erhvervsdrivende.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Professor Peter Lauritsen, Institut for Kommunikation og Kultur - Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, er ekspert i overvågningens konsekvenser, og han vurderer, at en frygt for overvågning blandt politikere er problematisk.

- Et videokamera på Strøget har næppe nogen stor virkning på folks opførsel. Effekten er sandsynligvis begrænset. Man befinder sig i forvejen i det offentlige rum. Overvågning af mere specifikke grupper har en mere disciplinerende effekt. Det kan være en negativ ting for demokratiet, og det samfund, som vi ønsker, siger Peter Lauritsen.

- Netop en gruppe som politikere, kan man sige, har et særligt behov for at tænke højt og frit uden at skulle rette ind og at frygte for overvågning, siger professoren.

Han understreger i den forbindelse, at han ikke har kendskab til den konkrete sag.

I Helsingør Kommune har centerchef Pernille Madsen efterfølgende udarbejdet en redegørelse om kommunens it-sikkerhedspolitik, hvor det bliver understreget, at kommunen kun registrerer de mest nødvendige dataspor - og er meget restriktiv i forhold til håndteringen af dem.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.