Sydafrikansk politi har lørdag affyret gummikugler og tåregas for at splitte en forsamling af arbejdere på platingiganten Lonmins Marikana-mine efter at have ransaget barakker og beslaglagt traditionelle våben i et forsøg på at slå ned på en stigende uro i minerne.
En AFP-fotograf på stedet siger, at politiet skyder med gummikugler, efter at hundredvis af arbejdere havde samlet sig i det område, hvor politiet i sidste måned dræbte 34 minearbejde under en strejke, der har spredt sig i hele Rustenburg-platinbæltet.
Demonstranter kastede sten mod politiet og satte ild på dæk. En mand blødte, efter at være blevet skudt i armen og på siden af kroppen.
En politihelikopter holder øje med udviklingen fra luften, mens betjente i en pansret lastbil stødte sammen med de forsamlede arbejdere, der tidligere var blevet splittet med tåregas.
Inden konfrontationen med minearbejderne lørdag gennemførte politiet en ransagning af beboelsesbarakker ved en af firmaet Lonmins miner for at afvæbne minearbejderne. 12 minearbejdere er blevet anholdt under ransagningerne.
Det sker en dag efter, at den sydafrikanske regering har lovet at slå ned på "ulovlige forsamlinger" og sætte en stopper for, at de strejkende bærer våben.
Sydafrika er ramt af en bølge af uroligheder blandt minearbejdere. De begyndte for fem uger siden ved Lonmins Marikana-mine omkring 100 kilometer fra Johannesburg.
- Omkring 500 politifolk gennemsøgte beboelsesbarakkerne ved Lonmins Karee-platinmine i de tidlige morgentimer lørdag, og der blev beslaglagt våben som macheter og spyd, oplyser en talsmand for det regionale politi, Thulani Ngubane.
Politiet har under razziaen anholdt fem personer for at være i besiddelse af narkotika, men ikke på grund af våben, siger Ngubane.
Omkring 6.000 minearbejdere bor i barakker ved Karee-minen.
- Formålet med ransagningen var at afvæbne minearbejderne for at være sikre på, at vi undgår de trusler, som står for en del af urolighederne i Marikana-området, siger Ngubane.
/ritzau/Reuters