Pia K. tager en uges pause
Pia Kjærsgaard måtte i går køres på hospitalet, efter hun fik smerter i hovedet. Polfoto
Dansk Folkepartis leder blev i nat udskrevet fra Rigshospitalet. Hun er 'frisk og ved godt mod', men årsagen til hendes ildebefindende er stadig ukendt. Nu tager hun en uges pause fra politik.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er tilbage i sin egen seng, efter hun i nat blev udskrevet fra Rigshospitalet, oplyser partiets pressechef, Søren Søndergaard. Nu tager hun en uges pause fra polik.

- Pia blev skannet sent i går aftes, og der var ikke noget at se, så hun bad selv lægerne om lov til at tage hjem og sove i sin egen seng, siger Søndergaard til avisen.dk.

Pia Kjærsgaard blev i går indlagt på Roskilde Hospital, efter hun pludselig fik kraftige smerter i hovedet under Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Skjoldnæsholm.

To skanninger af partilederen gav ingen svar på årsagen til hendes ildebefindende, og siden blev hun rutinemæssigt overført til Rigshospitalet. Her viste en tredje skanning heller ikke noget alvorligt, og derfor valgte lægerne i nat at udskrive hende.

- Her til morgen er hun frisk og ved godt mod. Hun er selvfølgelig stadig øm i hovedet og meget træt. Man bliver jo forskrækket af sådan en oplevelse, og det har været hårdt for hende med alle undersøgelserne, siger Søren Søndergaard.

Han oplyser, at Pia Kjærsgaard skal holde sig i ro i en uge. Så partiets sommergruppemøde må fortsætte uden partilederen.

Desuden har hun været nødt til at melde afbud til en EU-debat, hun skulle have deltaget i lørdag. Her skulle hun have diskutteret EU-politik med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt.

faktaboks
via Listen To News