- Modstå Djævelen.
Sådan lyder ordene fra den nye pave Frans i en tale til de katolske kardinaler, der er forsamlet i Det Sixtinske Kapel for at hilse deres nye leder velkommen.
Han opfordrer dem til aldrig at give efter for pessimisme, men at holde deres øjne på den katolske kirkes sande mission.
- Lad os aldrig give efter for pessimisme og den bitterhed, som Djævelen stiller foran os hver dag, lyder hans formaning.
Pave Frans blev udpeget onsdag kun et døgn efter, at 115 kardinaler havde samlet sig i Det Sixtinske Kapel for at stemme om en afløser for den tysk-fødte pave Benedikt.
Den argentinske pave opfordrer kardinalerne til at finde nye måder, man kan bringe evangelierne "til verdens ende".
- Vi er ældre, og alderdom indeholder klogskab om livet. Lad os give denne klogskab til de unge mennesker som god vin, der bliver bedre med årene, siger han til kardinalerne, der alle er godt oppe i årene.
/ritzau/Reuters