Tiden i Afghanistan går i alt for høj grad med at sidde bag ved computeren og taste løs.
Sådan lyder det nu fra topofficer i Charlie-kompagniet i Afghanistan i dagens Jyllands-Posten.
"Alt skal kategoriseres, rapporteres og skrives ned," siger major i Livgarden Eskil Villareal Berg til avisen.
Det er især samarbejdet med briterne i det uroplagede land, som soldaterne giver skylden for det store besvær, som altså tager tid fra patruljer i marken.
"Vi risikerer at vente på at udføre en opgave, som kunne være løst hurtigere. Det kan i værste tilfælde føre til at af liv," forklarer officeren videre.
Et kedeligt eksempel på den langsomme sagsgang er en bygning, som danskerne gerne vil rive ned. Den er nemlig så god at gemme sig i for talebanerne, at det i september lykkedes dem at tage et dansk liv derfra.
Men bygningen står der endnu, fordi de nødvendige tilladelser med britisk godkendelse ikke er klar.
"Jo længere tid vi er her, jo mere bureaukratisk, rigidt og statisk bliver det," siger næstkommanderende i kompagniet, Richard Engelholm.