Mens kampene fortsætter i den østlige by Sjevjerodonetsk, kritiserer Polens præsident Frankrig og Tyskland for deres drøftelser med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Bliv klogere på den seneste udvikling i krigen i Ukraine her:
* Ukrainske soldater holder stand i østlig by.
Trods voldsom russisk beskydning holder ukrainske soldater endnu stand i den østlige by Sjevjerodonetsk.
Det oplyser regionens guvernør.
* Præsident ser kamp om Sjevjerodonetsk som afgørende.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mener, at kampen om Sjevjerodonetsk er brutal og vil afgøre Donbas-regionens skæbne.
Det siger han i en videoerklæring.
* Europa-Parlamentet anbefaler Ukraine som kandidatland.
Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, som opfordrer til, at Ukraine tildeles kandidatstatus.
438 parlamentsmedlemmer stemte for, 65 stemte imod, og 94 undlod at stemme, rapporterer det tyske medie Deutsche Welle.
Ukraine indgav sin ansøgning om EU-medlemskab, kort efter at Rusland invaderede landet i slutningen af februar.
* Polens præsident kritiserer Scholz' og Macrons Putin-samtaler.
Polens præsident, Andrzej Duda, mener, at dialogen, som de tyske og franske ledere forsøger at have med Vladimir Putin, legitimerer den russiske præsident.
- Jeg er forbavset over alle disse samtaler, som forbundskansler Olaf Scholz og præsident Emmanuel Macron holder med Putin. De opnår ingenting med disse samtaler, siger Duda til den tyske avis Bild.
* Briter risikerer dødsstraf for at kæmpe i Ukraine.
To briter og en marokkaner, som blev taget til fange, mens de kæmpede for Ukraine, risikerer at blive dømt til døden af de separatistiske myndigheder i Donetsk.
Briterne Aiden Aslin og Shaun Pinner er blandt andet sigtet for at have forsøgt at "tage magten", skriver The Independent.
* FN-chef advarer om endnu større konsekvenser.
Konsekvenserne af Ruslands krig i Ukraine bliver større endnu for verdens befolkning, advarer FN's generalsekretær, António Guterres.
Han vurderer, at 1,6 milliarder mennesker i 94 lande vil blive ramt af mindst én form for krise som følge af krigen.
- Krigens påvirkning af fødevaresikkerhed, energi og økonomi er systematisk og alvorlig og tager fart, siger han.
Kilder: Reuters, NTB, dpa og AFP.
/ritzau/