1.500 mødre på barsel er blevet ramt af kontanthjælpsloftet. Det viser nye tal fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Folketinget.
Ifølge de nye tal var 1.497 mødre på barsel i november sidste år berørt af kontanthjælpsloftet, mens 74 personer var berørt af 225-timersreglen. 16 personer var ramt af både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
Ministeren har gjort op, at 30 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der er på barsel, har oplevet, at der er skåret i deres hidtidige ydelser som følge af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, der skærper kravet til de ledige om at arbejde.
809 af de ramte er enlige mødre, mens 745 er gifte eller samlevende. Ifølge opgørelsen mister en enlig kontanthjælpsmodtager på barsel 1.898 kroner om måneden. Et beløb, der typisk er skåret i boligstøtten.
Sund fornuft
I sit svar betoner Troels Lund Poulsen, at formålet med kontanthjælpsloftet er at sikre, at 'det bedre kan betale sig at arbejde:'
- Det er sund fornuft, at der er en forskel på at være på offentlig forsørgelse og på at forsørge sig selv. Med kontanthjælpsloftet er der en bedre balance mellem et mærkbart incitament til at tage et arbejde, og et helt rimeligt og midlertidigt rådighedsbeløb, skriver Troels Lund Poulsen.
Det er urimeligt, at mødre på kontanthjælp skal rammes af de nye regler, mener Mødrehjælpens direktør Mads Roke Clausen. Han ser med alvor på de nye tal:
- Det er mange, der bliver ramt, og der er tale om en alvorlig konsekvens. Vi er enige i, at det skal kunne betale sig at arbejde, men når man lige har fået et lille barn, kan man jo ikke ændre på sin situation. Så går man ikke lige ud og finder 225 timers arbejde. Så handler det derimod om at skabe trygge og stabile rammer i en ny familie. Det bidrager det her i hvert fald ikke til, siger Mads Roke Clausen.
Analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul, mener, at svaret fra beskæftigelsesministeren viser, at de nye strammere regler, er symbolpolitik:
- Vi ser nu, at næsten en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne, der er på barsel, bliver ramt af loftet. Der er tale om en gruppe kvinder, som er i en situation, hvor de ikke har en reel mulighed for at rykke. Det viser, at argumentationen om, at reglerne blev indført, fordi det skulle kunne betale sig at arbejde, er tom snak, mener Jonas Schytz Juul.
Pr. 1. november 2016 var 5.260 modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelsesmodtagere på barsel.