Det er de racistiske bander i Grækenland og Ungarn. Det er den dårlige behandling af romaer, asylansøgere og arabisk immigranter. Det er væksten i populistiske ekstremister.
Tilsammen er disse tre tendenser udtryk for, at der er sket et skift mod højre i den europæiske identitet.
Så klar er konklusionen i årsrapporten fra den uafhængige interesseorganisation Human Rights Watch.
Rapporten fremhæver Breiviks ugerninger i Oslo og på Utøya som eksempel på, at der er sket en voldsom vækst i populistisk ekstremisme.
Og det er ikke bare de enkeltstående aktioner, der viser, at den europæiske ånd er drejet mod højre. Udviklingen går helt ind i de gamle demokratiers kerne.
"Generelt har de store mainstream-partier svaret tilbage på populistpartiernes parlamentariske styrke på en måde, der er i direkte konflikt med menneskerettighederne," lyder det i rapporten.
Både Holland, Schweitz, Italien og Ungarn fremhæves som markant mere prægede af ekstremistiske partier.
Årsagen skal ifølge rapporten findes i frygten for islamisering.
"Fokusset på muslimer og frygten for terrorangreb tillader, at de mest ekstreme partier nemt kan fastholde deres racistiske og xenofobiske anklager mod endda ganske veletablerede indvandregrupper," står der i rapport.
Danmark fremhæves, på lige fod med Tyskland og Holland, som et land, hvor toneangivende politiske partier holder fast på, at indvandrere og deres efterkommere skal tilpasse sig majoritetskulturen, hvis de vil blive boende. Rapporten slår fast, at intolerance mod indvandrere er udbredt i hele Europa.
Kilde: Human Rights Watch
EUObsever